PROFIL: Daniel Christensen er 44 år og har været mester de seneste syv år. Inden da var han 10 år på tegnestuer, men han ville ud og bruge værktøjet igen, og det er bare svært at kombinere tømrerarbejdet med projektansættelser på tegnestuer, fortæller han.

Af Ebbe Fischer

”Som tømrer er du tættere på løsningerne, fordi du er der, hvor arbejdet udføres. Med tegnede projekter, især renoveringsprojekter, støder man altid på uventede ting undervejs, som man ikke kan tage højde for på papiret.”

Sådan beskriver Daniel Christensen forskellen mellem at være tømrer og ’projekterende bygningskonstruktør’.

Rastløs på kontoret

Daniel Christensen blev udlært tømrer tilbage i 2001 og var mester fra starten i sin egen lille virksomhed.

”Det har måske ligget lidt i blodet, da min far også var selvstændig håndværksmester. Jeg blev egentlig aldrig træt af at være tømrer, da jeg ofte stødte på områder, jeg ikke vidste nok om – særligt lovgivning og byggeprocesser. Under studietiden blev jeg nysgerrig på arbejdet på en arkitekttegnestue, og selvom det ikke var min oprindelige plan at skifte retning, endte det med, at jeg gjorde det alligevel,” forklarer han.

”Efter nogen tid savnede jeg dog det fysiske arbejde som tømrer. Arkitekttegnestuen har sine fordele, men jeg blev rastløs. Når man sidder og tegner projekter, tænker man tit: ’Giv mig noget værktøj, så jeg kan komme ud og gøre det selv.’ Man kan ende med at bruge så meget tid på at diskutere ting, der kunne være klaret hurtigt,” siger Daniel Christensen.

Svært at forene

Daniel Christensen har arbejdet for tegnestuer som Vandkunsten, Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Nord Arkitekter som bygningskonstruktør (og medlem af Konstruktørforeningen).

”Jeg har arbejdet i ca. 10 år som bygningskonstruktør,” fortæller han og uddyber:

”Da jeg blev selvstændig igen, prøvede jeg at kombinere tømrerarbejde med projektansættelser på tegnestuer, men det viste sig praktisk talt umuligt at pendle mellem de to verdener.”

Læs mere om Daniel Christensens måde at gribe faget an på: