januar 30, 2025
Illustration af karakteren langs kajen ud mod Køges inderhavn - fra Køge Kysts prospekt. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten
Partnerselskabet Køge Kyst har indgået en betinget købsaftale med FB Gruppen om byggeri af høj kvalitet på alle de resterende byggegrunde i Stationsområdet og på Søndre Havn.
Af redaktionen/ef
Næsten 500 nye boliger med blandede boformer kombineret med erhverv er på vej til Køge over de kommende år.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra byudviklingsprojektet Køge Kyst, der drives af Køge Kyst P/S.
Køge Kyst-projektet blev lanceret for 16 år siden i et partnerskab mellem Køge Kommune og Realdania By & Byg.
Et gennembrud
Køge Kysts bestyrelsesformand, Anker Boye, udtaler:
”Det er et gennembrud og en glædelig begivenhed af de helt store, at vi sammen med en investor, som deler vores værdier og visioner, kan gøre Søndre Havn og Stationsområdet færdige med et byggeri af høj kvalitet, og hvor blandt andet flere grønne byrum og publikumsvendte tilbud i nogle af stueetagerne på Søndre Havn vil føre endnu mere kvalitet til området.”
Aftalen omfatter den nordligste del af den tidligere industrihavn Søndre Havn, hvor FB Gruppen skal bygge otte karréer, og den sydlige del af Stationsområdet, som i dag er parkeringsplads. Begge områder skal udvikles med boliger og erhverv ifølge aftalen, som blot er betinget af, at der udarbejdes lokalplaner.
FB Gruppen får nøglerolle
Aftalen med FB Gruppen om de to byudviklingsarealer er den største samlede købsaftale i Køge Kyst-projektet, og det glæder Køge Kommunes borgmester, Marie Stærke.
”Det er helt fantastisk, at der nu er udsigt til at få bygget nogle skønne boligkvarterer og dermed få bundet sløjfe på Søndre Havn og Stationsområdet i Køge sammen med en boligudvikler, der er kendt for kvalitet i byggeri og byrum,” siger hun.
Også hos Realdania By & Byg er der stor tilfredshed med den nye aftale:
”Vi er meget glade for, at vi gennem partnerskabet med Køge Kommune og i kraft af samarbejdet mellem FB Gruppen og Køge Kyst nu kan tage et meget stort skridt i retning af at gøre visionen for byudviklingen til virkelighed. Hvad enten man vil være tæt på vandet og Søndre Havns grønne almindinger eller helt tæt på alle butikkerne og bymidtens liv, bliver det et fantastisk sted at bo eller drive virksomhed,” siger adm. direktør, Peter Cederfeld, fra Realdania By & Byg.
Byggeriet går efter planen i gang i maj 2025 og varer frem til 2031.
Det omfatter ca. 48.000 m2 boliger inklsiv fællesfaciliteter og ca. 17.000 m2 erhverv, hvoraf mindst 2.500 m2 er publikumsvendt.
Byggeriet i Stationsområdet forventes opført i 2028-30 og består af ca. 6.000 m2 boliger og 500 m2 erhverv.
Related Articles
21 projekter i spil til Årets Arne 2026 – pejlemærke for fremtidens byggeri
21 arkitektoniske værker er nu indstillet til Årets Arne 2026. Prisen fungerer ikke kun som hæder til arkitekterne, den giver også et klart signal til resten af byggebranchen om, hvilke løsninger, materialer og metoder der former udviklingen i hovedstaden.Af...
Juelsminde sætter gang i historisk byudvikling – håndværk og materialer i centrum
Den østjyske havneby Juelsminde står foran en historisk transformation. Torsdag den 6. november tages det første spadestik til det omfattende byudviklingsprojekt, som vil forene by, havn og strand gennem tre markante anlæg: Havnetorvet, Pynten og Promenaden.Af...
Konkursstigning rammer detailhandlen – byggeri holder stand
Antallet af konkurser i Danmark steg med 10 procent i september 2025 sammenlignet med samme måned sidste år. 654 virksomheder måtte dreje nøglen om, og dermed er tendensen igen på vej i en mere negativ retning efter flere måneder med stabilisering.af building-news /...






