februar 25, 2025
Foto: Vejle kommune - Kystsikring
Vejle har altid været tæt forbundet med vandet. Byens placering ved fjorden har skabt en smuk og levende bymidte, men også udsat den for stormfloder gennem historien.
Af redaktionen /mq
Stormflod gennem tiden
- 1872: +2,15 meter over normal vandstand
- 2006: +1,68 meter
- 2013 (Bodil): +1,52 meter
Ifølge prognoser forventes 100-års hændelser i fremtiden at blive endnu mere ekstreme:
- 2050: Forventet stormflod på +2,0 meter
- 2100: Forventet stormflod på +2,44 meter
For at sikre Vejle midtby og havn mod fremtidens stigende vandstande har Vejle Byråd netop godkendt stormflodsbeskyttelse af byen. Efter ti års forarbejde har kommunen accepteret et tilsagn fra Kystdirektoratet om finansiering af projektet, som skal beskytte byens lavtliggende områder frem mod 2030.
Fra tanke til handling
“Jeg er meget glad for, at vi efter ti års arbejde nu kan sige, at Vejle midtby og Vejle havn kan være beskyttet mod oversvømmelser fra stormflod i 2030,” siger Lisbet Wolters, stadsarkitekt og klimachef i Vejle Kommune.
“Vejle ligger smukt ved fjorden, og vi skal kunne nyde den samtidig med, at vi føler os trygge.”
Siden 2014 har kommunen arbejdet med løsninger til at sikre byen mod stormfloder. Gennem borgermøder, forskningsprojekter og samarbejde med eksperter, fonde og erhvervslivet er der udviklet en plan, der integrerer beskyttelsen i bybilledet.
“Der er tale om en strækning på næsten otte kilometer, og vi har arbejdet med, at den bliver udformet, så den passer smukt ind i byen. Nogle steder som et grønt dige, andre steder som en kant eller en midlertidig konstruktion, der sættes op, når stormfloden varsles,” forklarer Lisbet Wolters.
Økonomi og finansiering
Den samlede pris for stormflodsbeskyttelsen er 77,6 mio. kr., hvor midlerne fordeles således:
- Vejle Kommune: 28,9 mio. kr.
- Vejle Erhvervshavn: 25,9 mio. kr.
- Realdania: 10,2 mio. kr.
- Kystpuljen (staten): 12,6 mio. kr.
Allerede i gang
De første tiltag er allerede synlige i projektet Membranen ved Tirsbæk Strandvej, hvor stormflodsbeskyttelsen integreres i landskabet uden at skabe en massiv betonmur mod fjorden.
Med den nye finansiering kan Vejle nu gå fra planlægning til handling – og sikre byen mod de stigende klimatrusler, samtidig med at den bevarer sin åbne forbindelse til fjorden.
Related Articles
Hornbæk trækker naturen ind – ny udsigtsplatform kan blive byens næste store attraktion
Forslag om gangbro og udsigtsplatform giver havet tilbage til borgerne En gangbro og en udsigtsplatform på Hornbæk Havns østlige mole kan snart give både lokale og besøgende en helt ny oplevelse af havet. Forslaget, fremsat af Rolf Westphal Eriksen...
Juelsminde sætter gang i historisk byudvikling – håndværk og materialer i centrum
Den østjyske havneby Juelsminde står foran en historisk transformation. Torsdag den 6. november tages det første spadestik til det omfattende byudviklingsprojekt, som vil forene by, havn og strand gennem tre markante anlæg: Havnetorvet, Pynten og Promenaden.Af...
PE-tanke reducerer CO₂-aftrykket på nyt vandværk og sikrer fremtidens forsyning
Novafos opfører i øjeblikket Lautrupvang Vandværk i Ballerup, der bliver et markant skridt mod en mere bæredygtig og robust vandforsyning. En central del af projektet er brugen af PE-tanke fra Uponor, en del af George Fischer-koncernen, som både reducerer...






