april 15, 2025
Foto: Aalborg Portland
Aalborg Portland reducerede sidste år sin CO2-udledning med 269.100 tons svarende til næsten 16 procent sammenlignet med 2023. Det viser opgørelsen over virksomhedens udledninger i 2024, som nu er verificeret af en uvildig 3. part, Bureau Veritas. De seneste tre år har Aalborg Portland dermed sænket sin CO2-udledning med hele 812.494 tons svarende til en tredjedel af udledningen, og virksomheden følger dermed sin ambitiøse klimaplan.
af redaktionen
Med en samlet reduktion på 812.494 tons CO2 – svarende til ca. 73.000 danskeres årlige CO2-udledning – har Aalborg Portland på de sidste tre år reduceret sin CO2-udledning med over en tredjedel. Virksomheden kan således konstatere en CO2-reduktion i 2024 på 269.100 tons, og med Aalborg Portlands tilsvarende markante reduktioner i 2022 og 2023 har virksomheden nu skåret samlet 36 procent af sin udledning.
Aalborg Portland udledte dermed 1,43 mio. tons CO2 i 2024, og sidste års CO2-reduktion på næsten 16 procent i forhold til 2023 betyder, at Aalborg Portland allerede nu – seks år før tid – har passeret det reduktionsmål på 660.000 tons CO2, der blev indgået aftale om med den daværende regering i 2020. Aftalen indebar, at Aalborg Portland ville reducere sin CO2-udledning med 660.000 tons CO2 inden 2030 – et mål Aalborg Portland selv hævede betragteligt i 2022 med lanceringen af virksomhedens nye klimaplan, der indebærer en reduktion på 1,6 mio. tons CO2 i 2030.
– Vi er naturligvis meget tilfredse med, at vi igen kan konstatere en markant reduktion i Aalborg Portlands CO2-udledninger, og at vi i løbet af 2024 har skåret næsten 16 procent af udledningerne. Vi har en ambitiøs plan om at reducere vores CO2-udledning frem mod 2030, og på bare tre år kan vi nu fremvise en reduktion på mere end 800.000 tons – eller hvad der svarer til udledningen fra samtlige indbyggere i Danmarks femte største by, Esbjerg, på et helt år. Det tillader vi os at være stolte over, og det understreger samtidig vores ambition om at være en del af løsningen på Danmarks klimaambitioner, siger CEO Søren Holm Christensen fra Aalborg Portland.
Aalborg Portlands reduktion på 812.494 tons CO2 svarer allerede nu til 63 procent af det samlede reduktionsmål for industrien i 2025, som blev fastlagt i Aftalen om Grøn Skatteform i 2022. Her forpligtede et bredt flertal i Folketinget industrien til at reducere sine udledninger med 1,3 mio. tons CO2 i 2025 og 4,3 mio. tons i 2030.
Reduktion tilvejebragt via flere initiativer
Sidste års CO2-reduktion er tilvejebragt via en række forskellige initiativer. Det gælder i særlig grad en øget anvendelse af alternative og biogene brændsler som eksempelvis kød- og benmel, industriaffald og nøddeskaller til fordel for fossile brændsler. Herudover bidrager et øget salg af CO2-reducerede cementer samt mindre produktion som følge af et fald i markedsaktiviteten og lækageeffekt også til sidste års CO2-reduktion.
– Vi har de sidste mange år arbejdet intensivt med at udvikle vores produktion, så vi kan anvende store mængder alternative brændsler frem for fossile brændsler, og det er i høj grad det arbejde, der nu gør os i stand til at sikre nogle markante CO2-reduktioner, forklarer Søren Holm Christensen og fortsætter:
– Vi skal også gøre noget ved den del af vores CO2-udledning, der opstår, når vi opvarmer kridt ved høje temperaturer. Det er en uomgængelig del af processen ved cementfremstilling, og denne procesudledning kan grønnere brændsler ikke ændre på, ligesom man ikke kan undlade brugen af kridt i forbindelse med cementproduktion. Det understreger derfor endnu en gang, hvorfor CO2-fangst er helt afgørende for, at vi kan komme helt i mål med vores klimaambitioner.
Aalborg Portland og franske Air Liquide underskrev i marts officielt en aftale med EU’s Innovationsfond om støtte på 1,6 mia. kroner til etableringen af et CO2-fangstanlæg hos Aalborg Portland. CO2-fangstanlægget, der idriftsættes fra 2029, skal reducere Aalborg Portlands CO2-udledninger med 1,4 millioner tons CO2, mens overskudsvarme fra anlægget vil sikre en CO2-reduktion på yderligere ca. 100.000 tons.
Related Articles
Fremtidens beton: Sensorer og AI skal reducere CO₂ og spild
Beton er en af byggebranchens største klimasyndere, primært på grund af cementindholdet. Nu skal sensorteknologi og kunstig intelligens gøre produktionen mere præcis og dermed mere bæredygtig.Af redaktionen / building-news.dk Med forsknings- og innovationsprojektet...
EPD til LCA: Helheden bliver byggebranchens nye konkurrenceparameter
Med skærpede klimakrav frem mod 2029 får Life Cycle Assessment (LCA) en markant større rolle i byggebranchen. Hvor dokumentation tidligere ofte tog udgangspunkt i enkeltprodukter og deres EPD’er, vurderes byggerier i stigende grad som helheder, hvor det samlede...
Dansk Håndværk lancerer ESG-værktøjer til SMV’er. Bæredygtighed som forretning
Et syv måneder langt pilotprojekt er nu afsluttet, og resultatet er en ny samling af praktiske ESG-værktøjer målrettet små og mellemstore håndværksvirksomheder. Projektet, gennemført af Dansk Håndværk i samarbejde med KEHR+NIELSEN og EjendomDanmark med støtte fra...






