En ændring af parkeringsbekendtgørelsen, som Transportministeriet betegner som en præcisering, møder markant juridisk kritik. Ifølge flere advokatfirmaer indebærer ændringen reelt en materiel forskydning af gældende ret – og dermed en risiko for brud på legalitetsprincippet.

Ændringen vedrører bekendtgørelse nr. 202 af 28. februar 2014 om private parkeringsaftaler og kontrolafgifter. Ministeriet fastholder, at der alene er tale om en tydeliggørelse. Høringssvar fra advokatfirmaer og brancheorganisationer peger imidlertid på, at forslaget indskrænker anvendelsen af digitale kontrolsystemer som ANPR og dermed ændrer rettigheder og pligter for grundejere og parkeringsselskaber.

Kritikken samler sig især om hjemmelsgrundlaget i færdselslovens § 122 c, stk. 3. Ifølge høringsparterne giver bestemmelsen ikke adgang til at gennemføre så vidtgående indgreb via bekendtgørelse uden forudgående lovændring. Flere fremhæver, at både domstole og Parkeringsklagenævnet hidtil har accepteret ANPR-baserede løsninger som forenelige med gældende ret.

Højesteretspraksis understøtter ifølge kritikerne denne vurdering: Materielle ændringer af borgeres eller virksomheders retsstilling kræver klar lovhjemmel, og bemyndigelser til bekendtgørelser skal fortolkes restriktivt. Også Parkeringsklagenævnet efterlyser et klart og utvetydigt retsgrundlag og peger på, at den foreslåede ændring har normativ karakter.

Samlet tegner høringssvarene et entydigt billede: Ønskes balancen mellem fysisk og digital meddelelse af kontrolafgifter ændret, bør det ske ved lovbehandling i Folketinget – ikke gennem en bekendtgørelsesændring, der fremstilles som en præcisering.

mere her Pavama