Efterkrigsbyggeri vinder Renoverprisen 2026

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

* indicates required

Vinderen af Renoverprisen 2026 blev holdet bag en omfattende og gennemtænkt renovering af den almene boligbebyggelse Højstrupparken i Odense.

Foto: Malthe Ivarsson

Renoveringen af Højstrupparken i Odense har vundet Renoverprisen 2026. Projektet viser, hvordan eksisterende byggeri kan løftes teknisk og funktionelt, uden at de oprindelige arkitektoniske kvaliteter går tabt.

Af redaktionen / Building-news

Den almene boligbebyggelse Højstrupparken i det vestlige Odense er kåret som vinder af Renoverprisen 2026. Bebyggelsen blev opført i 1940’erne og omfatter omkring 600 boliger.

Bag de velkendte røde murstensfacader er boligerne og de tekniske installationer blevet moderniseret. Alle boliger har fået decentral ventilation, mens cirka en tredjedel er gjort fuldt tilgængelige med elevatorer og større altaner. De eksisterende mursten er genbrugt ved facaderenoveringen, hvilket både har reduceret behovet for nye materialer og bevaret bebyggelsens oprindelige udtryk.

Løsningerne blev afprøvet i to prøvelejligheder, før de blev gennemført i hele bebyggelsen. Samtidig har beboerne været inddraget gennem møder og åbent hus-arrangementer. Højstrupparken er desuden det første almene renoveringsprojekt på Fyn med en DGNB Sølv-certificering.

”Her er skabt bedre boliger og bedre rammer om beboernes hverdag, uden at man har sat de kvaliteter over styr, som gjorde bebyggelsen værdifuld i forvejen,” siger Henrik Mielke, forperson for Renoverprisens Nomineringsudvalg.

Projektet peger ind i en større dagsorden for byggeriet. Skal branchens klimaaftryk nedbringes, er renovering, genbrug og transformation af den eksisterende bygningsmasse ikke blot midlertidige løsninger, men et permanent og tidssvarende supplement til nybyggeri. Højstrupparken viser, at det kan ske med respekt for både arkitektur, ressourcer og mennesker.

Specialprisen 2026 gik til Helnæs Mølle, hvor en 180 år gammel og tidligere funktionstømt mølle er omdannet til restaurant og lokalt samlingspunkt. Også her er den eksisterende bygning bevaret og givet en ny funktion frem for at blive erstattet.

Renoverprisen er stiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond og har siden 2013 fremhævet projekter, der viser nye veje for opdateringen af Danmarks eksisterende bygningsmasse.

Related Articles