maj 13, 2024

Naturbyen, som den kommer til at se ud. Visualisering: Middelfart Kommune
Middelfart Kommune indgår udviklingsaftale, der rammesætter, hvordan store ambitioner om klimaneutralitet bliver udmøntet til et af de mest bæredygtige boligudviklingsprojekter i verden.
Af redaktionen
Naturbyen er et boligprojekt i Middelfart Kommune. Ambitionen er, at det skal være verdens første CO2-neutrale bydel i 2050. Derfor er borgmester Johannes Lundsfryd Jensen glad for, at kommunen nu har indgået en udviklingsaftale for projektet med Balance Beat, så ‘Naturbyen’ kan blive realiseret. Det fremgår af en pressemeddelelse.
”I Middelfart Kommune vil vi være frontløbere i den grønne omstilling, og det viser vi igen med denne udviklingsaftale. Det er det mest ambitiøse boligprojekt, hvad angår klimavenligt byggeri og fremme af biodiversitet i Danmark – formentlig i hele verden. Det er ganske enkelt banebrydende og hæver barren for fremtidens boligkvarterer,” siger borgmesteren.
Internationalt demonstrationsprojekt
Det er meningen, at Naturbyen skal være et samlingspunkt i lokalområdet og et udstillingsvindue mod verden.
”Vi får en helt unik kombination af klimavenlige boliger, ny skov og fællesskaber mellem mennesker. De kommende beboere kommer til at bo i et smørhul med mere bæredygtige huse, omkranset af natur, i kort afstand til skole og børnehave og kun et stenkast fra vandet,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Den overordnede vision for Naturbyen er altså, at det skal være et internationalt demonstrationsprojekt, hvor nye teknologier integreres i attraktive boligbebyggelser, og hvor mere bæredygtige løsninger bliver en del af områdets identitet og servicetilbud til områdets kommende beboere.
Naturbyen skal ifølge planen være et boligområde, hvor menneskers bidrager positivt til naturen, og hvor mangfoldighed og fællesskaber opstår omkring hverdagsaktiviteter.
Sikrer forkøbsret
Når Middelfart Kommune om seks måneder modtager udviklingsplanen fra Balance Beat, går kommunen i gang med at udarbejde en lokalplan for området. Udviklingsaftalen sikrer Balance Beat en forkøbsret, som betyder, at selskabet har muligheden for at matche det højeste bud på Naturbyen, når projektet bliver sendt i udbud.
FAKTA:
Naturbyens areal er på cirka 10 hektar, og der kommer i omegnen af 300 boliger. De enkelte boliger må i gennemsnit maksimalt udlede fire kilo CO2-ækvivalenter (emissioner) per m2 per år, mens best-practices på området i dag er på cirka 5,8 kilo CO2-ækvivalenter per m2 per år.
Minimum 50 procent af arealet, der ikke er befæstet eller bebygget, skal udlægges til naturarealer, og der kommer mellem fire-fem hektar skov.
Det tilstræbes, at der etableres vedvarende energikilder indenfor projektområdet, som sammen med skovarealet i videst muligt omfang bidrager til, at Naturbyen er CO2-neutral i 2050.
Kilde: Middelfart Kommune
Related Articles
Milepæl i cementindustrien: Aalborg Portland reducerer CO₂ med 800.000 tons
Aalborg Portland reducerede sidste år sin CO2-udledning med 269.100 tons svarende til næsten 16 procent sammenlignet med 2023. Det viser opgørelsen over virksomhedens udledninger i 2024, som nu er verificeret af en uvildig 3. part, Bureau Veritas. De seneste tre år...
De tre finalister til Årets Lavemissions Træbyggeri 2024
I et tæt felt med flere spændende byggerier kan foreningen Træ i Byggeriet nu løfte sløret for de tre finalister, der skal dyste om prisen Årets Lavemissions Træbyggeri 2024. Fælles for de tre projekter er, at de alle udmærker sig ved at have et højt ambitionsniveau,...
Arkitekturanmelder i ekstase over ombygget industribygning
En nedslidt bygning i Nordvest er blevet til ”The Hive”. En vild transformation, kalder Berlingskes arkitekturredaktør udviklingen. Building News går bag om processen. Af redaktionen/ef ”Du har aldrig set noget lignende før – det er forbløffende godt,” skriver...