april 18, 2024
Børsen inden bygningen brændte. Foto: Wikimedia Commons
Kort efter branden er samfundets spidser allerede i gang med at diskutere, hvordan man bygger op igen. Både Berlingske og Politiken argumenterer for, at tragedien giver nye muligheder, og overborgmesteren spiller nu ind med konkrete idéer.
Af Ebbe Fischer
Det berømte dragespir kommer de nok ikke udenom.
Men det lader til, at meget andet kan komme i spil, når den ikoniske børsbygning skal genopbygges.
Blot tre dage efter branden i København udtaler overborgmesteren Sophie Hæstorp Andersen (S) sig med fokus på, hvordan genopbygningen kan tage sig ud.
”Man kan forestille sig et mere moderne udtryk. De håndværk, som de havde for 400 år siden, har man ikke på samme måde i dag. De havde bl.a. hyret hollandske specialister, som hjalp med udsmykningen,” siger overborgmesteren til P1 Morgen.
Dansk Erhverv har serveretten
Sophie Hæstorp Andersen erkender, at det er Dansk Erhverv, der som ejer har bolden i første omgang, men hun vil gerne spille ind.
”Området bag Børsen, hvor der i dag er parkeringspladser, kunne måske ændres til et grønt område,” siger hun.
Som mange andre sammenligner Sophie Hæstorp Andersen branden med ødelæggelserne, da Notre Dame brændte for fem år siden.
Og hun er allerede blevet inviteret ned for at se på genopbygningen af den ikoniske kirke af borgmesteren i Paris, siger hun til P1 Morgen.
Store aviser skubber på
I Berlingske har de på selve dagen for branden en leder med overskriften:
”I dag skal tårerne trille – i morgen skal dragespiret op igen.”
”Dragespirets kollaps og den uoverskuelige skade på Christian 4.s børsbygning er vores parallel til storbranden i Notre-Dame i Paris i 2019. Vi kan ikke og skal ikke forestille os København uden børsbygningen og dragespiret – eller Paris uden Notre-Dame,” skriver avisens lederskribent Thomas Bernt Henriksen og fortsætter:
”Målet skal være, at dragespiret genskabes så tæt på det originale udtryk som muligt. Vi får brug for at samle landets dygtigste arkitekter til at træffe mange andre svære beslutninger om, hvorvidt børsbygningens indre skal føres tilbage til sin begyndelse for 400 år siden.”
I Politiken kan man læse, at branden på Børsen ‘kan åbne nye muligheder’.
Avisen læner sig op af to arkitekter. ’De ser en enestående mulighed for at tænke den ikoniske bygning ind i nutiden,’ skriver Politiken.
Men det bliver dyrt og besværligt, er der også enighed om.
I første omgang skal Dansk Erhverv nu have afgjort en stor forsikringssag.
Related Articles
Restaureringsarkitekt Bente Lange modtager Arkitektforeningens æresmedalje
Efter 45 år med restaurering, bygningsbevaring og formidling hædres arkitekt MAA Bente Lange nu med Arkitektforeningens æresmedalje. Gennem sin karriere har hun sat et markant aftryk på både danske og internationale restaureringsprojekter – fra sommerhuse og...
Danskerne renoverer hurtigt efter boligkøb – giver nyt fokus på rådgivning og materialevalg i byggeriet
Nye tal fra Realdania viser, at danske boligejere i stor stil går i gang med renoveringer kort tid efter overtagelsen af en bolig. Særligt køkken, gulve og badeværelser bliver ofte udskiftet – og det understreger ifølge flere aktører et voksende behov for faglig...
Byggeriet jagter lavere CO₂-aftryk, cirkulære materialer får større rolle
Presset på byggebranchen for at reducere CO₂-aftryk og dokumentere ressourceforbrug vokser fortsat. Derfor får løsninger, der kombinerer praktisk drift med cirkulær materialeanvendelse, stigende opmærksomhed på tværs af branchen.Af redaktionen / building-news.dk Et af...






