februar 20, 2024

Jakob Svane. Privatfoto
Asfaltbranchen er klar til at levere mere på det grønne område, hvis det offentlige løfter barren i udbuddene. Det er et af budskaberne fra Jakob Svane, der tiltræder som direktør for Asfaltindustrien 1. maj. Building News har sat den nye brancheboss stævne.
Af Ebbe Fischer
”Grønne aftryk gør en forskel, og det er faktisk bred enighed i branchen om, at de offentlige udbud kan – og burde måske – indeholde flere klimakrav,” siger Jakob Svane og uddyber:
”Det er i høj grad et udbudsdrevet marked, og dét, jeg hører, er, at man egentlig gerne vil gøre mere. Man er klar til at levere, hvis det bliver stillet som krav, men hvis ikke det bliver en del af udbudskravet, kan man komme med nok så mange gode hensigter, så bliver det alligevel svært. Her er budskabet, at branchen er klar til at tage et større ansvar. Men det er altså vigtigt, at det kommer ind i de udbud, der nu er på vej.”
Har reduceret CO2-aftrykket markant
I den proces er det afgørende, at man får talt sammen, fastslår Jakob Svane.
”Ganske ofte er det sådan, at det er muligt at gøre mere, end man lige går og tror,” siger han og påpeger, at asfaltbranchen har formået at reducere CO2-aftrykket markant.
Du har i en årrække beskæftiget dig med infrastruktur i regi af Dansk Industri, ikke mindst havne, hvilke ligheder ser du til asfaltbranchen?
”Når man producerer asfalt, bliver 30-40 procent genbrugt, og alt det nye kommer ind over en havnekaj. Dvs. havneinfrastruktur er afgørende for asfaltens forsyningskæde, og vi har fælles interesser med havnene, når det kommer til at udnytte og beskytte havneinfrastrukturen. For boligerne spreder sig på havnene mange steder, og det er den helt store trussel og udfordring.”
Advarer mod at røre ved infrastrukturplanen
Et af de helt store fokusområder for Jakob Svane bliver at tale for at fastholde infrastrukturplanen 2035.
”Det er vigtigt med en langsigtet rammeplan, og det gælder faktisk hele anlægssektoren,” siger han.
”Både set ift. produktionsapparat og set ift. at fastholde medarbejdere og maskiner. Hvis ikke du kender planen en årrække frem, så bliver det svært, og det er bare helt afgørende for branchen, at man fastholder investeringsplanen.”
Er du bekymret for, om den bliver overholdt?
”Nej, men der har jo været folk ude at sige, at man skulle droppe den eller tage den op til genovervejelse. Og det vil vi gerne advare imod. Man er jo blevet politisk enig om en ramme, og man skal ikke kaste det hele op i luften igen. Man er nødt til at fastholde den plan, der foreligger – frem for at gøre grundlaget usikkert for en række industrier.”
Hvilke udfordringer ser du ellers for branchen?
”Udover det nævnte er der også udfordringer med tiltrækning og fastholdelse af kvalificeret arbejdskraft, så det er en væsentlig ting. Samtidig er det vigtigt at sige, at der er mange dygtige mennesker i asfaltbranchen, og dem skal vi udvikle på og fastholde,” siger Jakob Svane.
Læs også: Sådan bliver du leverandør til asfaltindustrien – en branche i vækst
Related Articles
Vejdirektoratet tildeler MT Højgaard ordre til over en halv mia. kr.
Fra 2025-2027 skal MT Højgaard udvide seks kilometer E45-motorvej fra fire til seks spor nær Hedensted. Der er tale om en entreprise til 568 mio. kr. Af redaktionen/ef Fra marts 2025 og cirka to år frem skal entreprenøren udvide seks kilometer motorvej, og anlægge...
SYNSPUNKT: Vi bliver nødt til aktivt at prioritere mellem veje og klimasikring
Som samfund har vi begrænsede ressourcer i form af sten, grus, arbejdskraft og finansiering. Og klimakrisen gør, at vi skal tænke grundigt over, hvad vi bruger ressourcerne på. Sådan lyder det fra CONCITO. Af redaktionen Skal pengene bruges på fortsat udbygning...
Pulje til solceller på tage og motorveje er halveret
En pulje penge afsat i 2022 til at firdoble Danmarks produktion af sol- og vindenergi er blevet halveret, skriver JP m.fl. I stedet blev regeringen og en række partier enige om at bruge en del af de sparede penge på en ny, stor aftale om statslige energiparker....